Husstøvmider kan findes i de fleste hjem – uanset mængden af støv i boligen. De mikroskopiske dyr, som nogle personer har allergi overfor, kræver nemlig blot varme, fugt og næring for at kunne trives.
Husstøvmider eller støvmider, som de ofte også benævnes, kan normalt ikke ses med det blotte øje. De hvide, ottebenede smådyr, der er i familie med edderkopper, måler nemlig blot fra 0,1 til 0,6 mm.
Selv om navnet ellers antyder det, er husstøvmider ikke et tegn på manglende eller dårlig rengøring. Det afgørende for antallet af støvmider er derimod boligens relative luftfugtighed, temperaturen og om der er næringsstoffer.
Husstøvmider lever således af afstødte hår og hudskæl fra både mennesker og dyr. Dem vil der være masser af i de fleste hjem, ikke mindst i sengemiljøer.
Fortrinsvis ved sovesteder
I resten af boligen vil antallet af husstøvmider således være langt mindre. Af samme grund bør man heller ikke tage sin hovedpude og dyne med i f.eks. sofaen, selv om det kan være nok så hyggeligt.